Bynatur og grønne byrum
Ansøg ved at svare på fem spørgsmål nederst på siden.
Vi inviterer producenter af grønt byrumsinventar og udendørs opholdssteder, byplanlæggere og landskabsarkitekter, interaktionsdesignere, udviklere af LAR-løsninger, biologer med viden om byens biodiversitet og adfærdsdesignere med flere til at komme med jeres bud på kommercielle og skalerbare løsninger til at gøre vores byer sundere, grønnere og med plads til alle.
Under pandemien oplevede vi en stor søgning mod naturen og der var en stigning i efterspørgslen på udflugter og oplevelser i vores fælles natur. Samtidig blev byens rum – og særligt de grønne – også brugt langt mere, hvor vi eksempelvis oplevede ensretning rundt om mange søer. Studier viser, at gader i Helsinki med høj begrønningsfaktor blev brugt væsentlig mere end andre gader under pandemien. Ligesom der var en stor søgning mod sommerhusområderne og deres adgang til naturen. Naturens betydning for vores velbefindende blev meget tydeligt under pandemien og der er et behov for at sikre en bedre adgang til naturen ved at gøre vores byer sundere, grønnere og med plads til alle.
Ved at øge andelen af bynatur og grønne byrum er der et potentiale til at bidrage til biodiversitetskrisen samtidig med at det bliver sundere at bo i byen. Eksempelvis kan facaden og altanen blive en lodret biotop, der også bidrager til luftkvaliteten og biodiversiteten, og hvor duften fra planter i fuldt flor ikke kun er til glæde for beboeren, men også for naboen og for bier, fugle og sommerfugle. Trods alle fordelene ved at investere i en grønnere by kan det være en udfordring at finansiere denne udvikling. Derfor tror vi på, at der er behov for grønne elementer med merværdi, som eksempelvis bidrager til regnvandshåndtering og energiforsyning.
Vi ønsker derfor at støtte løsninger, som kan bidrage til udviklingen af en sundere og grønnere by – stor som lille – med plads til alle. Det være sig skalerbare løsninger, som tilbyder flere værdier end begrønning alene og som skaber en attraktiv by også når der ikke er en pandemi.
Typen af løsninger vi kigger efter:
- Nye måder at integrere bynatur ind i eksisterende fællesområder
- Løsninger der understøtter bynatur og mødesteder i randzone mellem bygning og byrum
- Løsninger, der understøtter inde/ude sammenhængen og skaber mødesteder igennem fleksible zoner
- Løsninger baseret på biophilic design og øger forbindelsen til natur både ude og inde
- Grønne løsninger med merværdi fx klimatilpasning og energiforsyning
- Finansieringsmodeller til at skabe mere bynatur/begrønning i byen