Det hybride arbejdsliv

Søg støtte til at bringe løsninger, der skaber et varieret, trygt og sundt arbejdsmiljø fysisk og digitalt, på markedet.
Ansøgningsfrist
Torsdag d. 1. september, 2022
Kl 23.59

Ansøg ved at svare på fem spørgsmål nederst på siden.

Vi inviterer softwareudviklere, kontorudbydere, arbejdsmiljøkonsulenter, adfærdsdesignere og øvrige specialister i indretning af arbejdspladser og arbejdsgange til at komme med bud på kommercielle løsninger, der understøtter og styrker hybride arbejdsformer.  

COVID-19 har ændret vores arbejdsgange. For mange har det handlet om at arbejde mere hjemmefra og mere digitalt, hvilket har sat fokus på arbejdsmiljø andre steder end på kontoret. For endnu flere er der kommet tiltag i forhold til afstand og hygiejne, samtidig med at man stadig skal kunne udføre sit arbejde. Her har det ikke handlet om at afholde møder online, men f.eks. ændret indretning eller brugen af nye teknologier og løsninger, der reducerer smitterisikoen og samtidig forbedrer brugen af de fysiske rammer.

Erfaringerne med det hybride arbejdsliv er blandede. Den digitale understøttelse af hverdagen for virksomheder og medarbejdere rummer en række fordele som: fleksible arbejdstider, mulighed for fordybelse, bedre arealudnyttelse og behovet for mindre kontorplads, mindre tid på transport, og virtuelle møder på tværs af store geografiske afstande, automatisering og nye løsninger der reducerer behovet for at få håndværkere, ejendomsmæglere eller andre ind i hjemmet. Samtidig kan den flydende overgang mellem arbejde, hjemmet og fritid føre til udbrændthed, den sociale lim og integrationen af nye medarbejdere svækkes uden uformelle møder og fælles pauser, og individuel produktion opprioriteres på bekostning af fælles koordination og udvikling ligesom ligestillingen i hjemmet kan være udfordret.

Vi ønsker derfor at støtte løsninger, der inden for det byggede miljø fremmer de positive egenskaber ved at kombinere fysisk og digital tilstedeværelse, og som samtidig imødekommer udfordringer ved et hybridt arbejdsliv.

Eksempelvis:

  • Designværktøjer til at designe attraktive, modstandsdygtige og sunde arbejdspladser med optimeret arealudnyttelse
  • Digitale platforme som understøtter en effektiv brug af kontorejendomme f.eks. til allokering af lokaler, kantine m.m. evt. understøttet af sensorbaserede realtidsdata
  • Plan- og indretningsløsninger, der tillader en fleksibel omprogrammering af kontor og hjem til forskellige arbejds- og livssituationer uden at gå på kompromis med arbejdsmiljø eller trivsel
  • Digital understøttelse af f.eks. måleraflæsning eller husfremvisning, så slutbrugerne selv kan udføre opgaven
  • Nye forretningsmodeller og kontraktformer, som muliggør etableringen af ”de fjerde steder” fx gemmen kortvarige lejemål, huslejetilskud og midlertidige byggetilladelser i tomme erhvervslokaler
  • Nye teknologier, som understøtter vores mentale sundhed i arbejdslivet eksempelvis gennem augmented reality
Udfyld ansøgningsmodul